Jeg har pillet navle og er faret vild…

Uh… jeg har svigtet jer lidt her på det seneste. Jeg ved det godt. UNDSKYLD!

Årsagen har ganske enkelt været, at jeg har haft afsindigt travlt på job. Oven i det, har jeg haft travlt med at pille navle… og “in case you don’t know”, så kræver begge dele altså sine ressourcer… 😉

Af og til spænder livet ben for én, eller man spænder ben for sig selv. Jeg gør i hvert fald, og der kommer aldrig rigtig noget ud af det – altså hverken godt eller skidt.

Jeg går i stampe og står dér bare, og ja stamper. Jeg kommer ingen vegne. For når det kommer til livets spørgsmål, sker der det at tankerne løber af med mig. Til sidst bliver jeg så forvirret over de mange tanker, at jeg ikke længere kan finde ud af, hvad jeg synes, mener, mærker, føler og tænker.

Jeg farer vild. Vild i mine tanker. Vild i min angst for livet. Det lyder måske lidt voldsomt at bruge ordet “angst”, men jeg er sikker på, at det er den følelse, der gør, at nogle af os – i hvert fald mig – ikke formår at leve efter vores drømme. I stedet lever jeg mere livet efter “frygt”… frygt for ikke at være en god nok mor, ikke være en lækker nok kæreste, ikke være et spændende og inspirerende menneske, ikke være en skøn og god datter… und so weiter! Jeg kan også tage mig selv i at leve livet efter frygten for at kunne komme til at såre nogen af dem, jeg holder af…

Jeg tilsidesætter hellere mig selv og mine egne behov, eller forsøger at lave mig selv om, så jeg måske kan undgå, at det, jeg frygter, sker!

Og det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg siger det, fordi jeg selv gang på gang på gang falder i og derfor havner i en omgang røvsyg navlepilleri, ked-af-det-hed, triste tanker og en stor portion øv-følelse… alene fordi jeg ikke tager ansvar for egne behov.

Eksempelvis kan jeg blive sådan rigtig tante-muggen, skuffet eller ulykkelig på og over min kæreste for ikke at opfylde mine drømme. De drømme jeg åbenbart ikke selv har modet til at udleve, bede om, kræve eller i det mindste være tydelig omkring. Små ting, der fylder i hverdagen, eller ting jeg synes fylder for lidt.

Men kan jeg give andre ansvaret for min lykke?

Nej, for det er mit liv. Det kan derfor heller ikke være andres ansvar end mit, at skabe det, jeg vil med livet, og sikre at det indeholder de elementer, der betyder noget for mig.

Det må så betyde, at man bliver nød til at være tydelig overfor sine omgivelser. Det kan også betyde at man må sadle om undervejs… på egen hånd eller sammen. Det betyder måske også, at man vil komme til at “svigte” andre og deres forventninger, eller at man vil komme til at gøre én af dem, man holder meget af, ked af det. Sidst, men ikke desto mindre vigtigt, medfører det, at man skal kunne rumme et “nej”.

Uanset hvad, handler det vel om at være modig nok til selv at tage ansvar og skabe det, dine drømme indeholder. Det ansvar kan aldrig være en andens. Dine drømme, er dit ansvar. Mine, er mit.

Jeg er en novice på området. Det indrømmer jeg ærligt. Så selvom jeg er en cool lady med et godt hoved skruet på, en kærlig mor, en sensitiv kvinde, skøn elskerinde, sjov veninde og alle de andre ting, jeg muligvis også kan prale af at være – så selvom alt det, er jeg desværre ualmindelig dårlig til at leve livet efter mine drømme…

Capture

 

Hvad med dig? Er du ét af de mennesker, som er modig nok til at leve efter dine drømme eller havner du, som jeg, også ofte i “frygtens fangarme”?

 

Bedste hilsner og kærlige tanker

Anne

Everyday-business-look-03

 

Del som du lyster ... Share on FacebookTweet about this on TwitterGoogle+Email to someone
Comments
3 Responses to “Jeg har pillet navle og er faret vild…”
  1. Vibe Kjaedegaard siger:

    Super godt, og ærligt, skrevet. Hmmm, hvad er jeg, …begge dele tror jeg, …jeg har i hvert fald levet et par drømme…, men kan sandelig godt genkende fornemmelsen af navlepilleri og stampe, som du beskriver, og frygten for ikke at slå til her eller der. … Men, den tror jeg selv de vildeste dreamchacers af mødre kender, hvis de skal være bund ærlige. Man kan også komme til at analysere så meget at man får drømmen til at ligne en flugt… I don’t know. Men godt stof til eftertanke, og et lille skrifteligt los i bagen… I morgen er “kamp” dag,… Eller noget. 😉 … Du har været savnet. Fede billeder fra Berlin, I havde en dejlig tøsetur. 🙂 Og godt at du har haft travlt på arbejde, det er bedre end det modsatte. 🙂 italienske kind-luft kys fra V. 🙂

  2. Anne, WhatWhenWhere siger:

    Spot on Vibe… man kan godt tænke for meget og jeg er helt enig med dig i, at de fleste vel kender til situationen. Det er så bare ikke noget, vi er vilde med at tale om. Jeg føler bestemt også, at jeg blotter mig ved at skrive, det jeg gør. Men jeg gør det, fordi jeg tror på, at vi alle har brug for at huske på, hvor ansvaret ligger. Hos dem selv.
    Og for mig handler det ikke engang om store og vilde drømme som at bosætte sig på en lille sydhavsø, flytte til New York eller sådanne. Det handler for mig mere om at “skulle” stor-smile overfor alle omkring mig, selvom jeg er skide ked af det… for kan de mon overhovedet li’ mig også når jeg er ked af det.
    Eller at jeg ELSKER, når vi alle slænger os i sofaen herhjemme uden mobiltelefoner inde for rækkevidde, men ikke siger noget, for så synes de nok at jeg er latterlig.

    For mig er det faktisk mere alle de der små ting i hverdagen, hvor jeg glemmer mig selv, eller ikke vælger at stå ved mine behov. Det kan og skal man naturligvis heller ikke altid, men jeg kunne bestemt godt skrue MEGET mere op for det. Det dur i hvert fald ikke at bebrejde andre for “øv-følelsen”, hvis ikke engang jeg giver dem chancen for at kunne leve op til mine forventninger.

    Kan du følge mig? 🙂

    Knus Anne

    PS… SKØØØØØNT at høre, at jeg har været savnet, og ja Musse og jeg havde den skønneste tøsetur. Jeg har slet ikke overblik over, hvad jeg brugte af penge, men ved, at jeg brugte nok! Hahahahahaha.. så tror jeg bare, at jeg lader det stå ved det. I don’t need to know 🙂

  3. Vibe Kjaedegaard siger:

    Jamen så absolut, Anne, jeg følger dig. Og det er der mit mod også svigter. I de små ting, på hjemme og familie fronten. Jeg kan sagtens pakke en rygsæk og trække mine unger gennem syd Amerika, no problem, men kan jeg sige til og fra over for min familie!!?? … Nope, sjældent! Du har helt ret at vi ikke vil snakke om det, for det er jo så … Tåbeligt at man ikke kan, eller ikke gør det. … Man skal jo så også bare være forberedt på at man får en anden respons end den man måske ønsker, når man siger tingene… Det er iøvrigt super fedt når man har de gode stunder, dem hvor man bare er sammen, uden it-legetøj, hvor man bare slapper, eller griner, eller leger eller hvad man nu gør, og så skal man også huske at sige det, det tror jeg alle ville synes er så dejligt at høre. “Jeg nød virkelig dit selskab i dag” …eller sådan… Men nej, du har jo ret i at ansvaret for egen lykke ligger hos en selv. Men lykke udelukker ikke sorg, og den skal vi have lov til at have, og gøre plads til også,absolut. Knus herfra 🙂

Leave A Comment