Forfængelighedens barske fangarme griber af og til fat i mig… Også dig?

Det er lørdag, og jeg vågnede i morges op til en irriterende dum hævelse under mit venstre øje. Lorte poser! Jeg forsøger af og til at omtale dem sådan lidt ironisk-positivt, som med en replik a la ”My bags are Chanel… so it’s fashion”.  Men skid hul i det, for jeg mener det ikke. Ikke et eneste sekund. Der er nemlig intet Chanel over mine poser under øjnene. Vi er nærmere ude i en halvgammel banan købt i kiosken på Sjælør station! Lyder det fashionabelt på nogen måde? Nej vel… cause it’s really not!

Godt, jeg ikke skal til en eller andet fancy event, hvor jeg ellers måtte i gang med den store redningsmanøvre for at dulme det ”usmukke” mest muligt. Godt, jeg generelt ikke skal noget i dag og blot kan tulle rundt herhjemme. Hvis kæresten lige spontant inviterede mig ud, ville jeg endda takke nej og i stedet foreslå en ekstra lækker take-away-aften herhjemme. For jeg magter det ikke, for jeg ved det… ved at forfængeligheden vinder i dag. Øv!

You look fine

 

Jeg er på ingen måde stolt af, at det kan være sådan, men jeg vælger at erkende det, være ærlig og blotte mig ved at fortælle, at sådan er det altså af og til i min lille verden.

Og i dag én af de dage. En af de dage, hvor jeg bare føler mig uovertruffen uskøn. En af de dage, hvor en lille fjer bliver til 100 høns, og den ene pose under det venstre øje pludseligt ender ud i F”or små bryster, en irriterende hugtand i højre side, for korte ben, for slap numse, for lange tæer og deraf også alt for lange fødder… ”

Forfængeligheden griber nemlig med sine lange barske fangarme fat i mig. Holder mig fast. Ryster mig. Til det gør ondt. Til jeg bliver ked af det. Og selv dér, slipper de ikke. De barske fangearme altså. Jeg står så dér og er fanget i mit snæversynede spejlbillede. Fanget og låst i de fejl jeg pludseligt så sirligt leder efter – og finder. Så fanget, at jeg ikke engang ænser skønheden, som jo også er der. Forfængeligheden har overtaget! Mig!

Den kommer snigende i perioder eller blot enkelte situationer. Jeg når ofte ikke at ænse, at den er på togt, før den har slynget mig ind i dens ubehagelige favn. Og så er det, at jeg står der – fastlåst i forfængelighedens vold og kun finder alle fejlene, når jeg iagttager mit spejlbillede.

Og hvorfor fortæller jeg så alt det her?

Det gør jeg, fordi jeg ved, at vi er mange, som i ALT FOR MANGE, der af og til låses fast af og i forfængelighed. Både mænd og kvinder, drenge og piger. Vi siger måske til os selv, at det er det indre, der tæller, men inderst inde kan vi på sådanne dage ikke mærke ordene, der ellers så fint ryger ud af munden på os. For vi er allerede låst fast.

På de dage, hvor jeg befinder mig i forfængelighedens vold, bringer det intet godt med sig. Som i INTET. Mit eget selvbillede udvikler sig kun yderligere negativt og fra blot at være en pose under øjet, kan jeg pludseligt tage mig selv i at føle mig mindre værd – sådan generelt. Mindre klog, mindre god, mindre dejlig, mindre sjov, mindre smart… ja, jeg føler mig “bare” “mindre”.

Men det altså for latterligt! Hvad fanden sker der lige for mig? Det er også for latterligt af dig derude, hvis du gør som mig. Men så kan vi i det mindste være latterlige sammen.

For tænk lige nærmere over det…. Måske har du de smukkeste store og ustyrlige krøller og drømmer om en blank glat udgave i stedet. Måske kan du prale af, at have smukke kvindelige former og fyldige bryster men drømmer om at kunne hoppe i en størrelse 36… Og jeg kan så sidde her i min lille boble og drømme om det modsatte. Om at have smukke fyldige bryster (helst en C skål) og store eksotiske krøller… på hovedet altså… Hahahahahahaha 😉

Så ja, hvorfor bruger vi så unødigt meget energi på lige netop “det vi ikke har” eller “det som lige uheldigvis dukker op”. Bumsen, skønhedspletten, rynken eller poser under øjnene. Det bringer jo intet god med sig, og i bund og grund, er vi jo skabt, som vi nu engang er. Men alle har vi listet vores plusser og minusser men glemmer i farten at huske hinanden og os selv på, at de ikke er ens. At dine plusser og minusser kan være det stik modsatte af, hvad der står på min liste.

Så hyld dine styrker og små fine særheder – både de ydre og de indre. Hyld dem og du vil komme til at elske frem for at hade. Dig.

Så kære mænd, drenge, kvinder og unge piger… Kig i spejlet men kig ikke på det, spejlet umiddelbart viser. Kig på det, som er bag. Kig på dig! Og elsk det, du ser. Det hele. Det, som er. Dig.

 

De bedste hilsner fra en Anne, som nu vil smutte på et lille visit ud i livet – ned i kiosken efter lørdagsslik. Helt som jeg og dermed med ucharmerende pose under øjet, ingen makeup og farligt morgenhår. Men jeg ligeglad… næsten i hvert fald. Mere magt har forfængeligheden alligevel ikke. Og du kan godt ændre tanken. Husk på det… jeg glemmer det nemlig selv alt for tit. Ja, glemte det vist også i dag…

 

 

Del som du lyster ... Share on FacebookTweet about this on TwitterGoogle+Email to someone
Leave A Comment